Psykologisk tryghed
Tryghedstrappen
Fem trin til at blive dygtigere, levere bedre og styrke hinanden
Brug hinandens erfaringer, viden og handlekraft, og skab bedre resultater, mere trivsel og styrket læring.
![]()
Klik på et trin for at folde dets tre værktøjer ud.
Opgaveeffekten
Psykologisk tryghed ændrer sig med opgaven og med, hvem der er i rummet. Skift én person ud, eller lad nogen komme for sent, og samtalen er en anden. Derfor begynder trappen med, hvad vi laver, og hvem vi laver det med, før den handler om, hvordan vi opfører os. Hav fokus på trin 1 og 2, så dialog, involvering og feedback har noget at stå på.
Herunder står de fem trin, og mellem dem står de fem tjek, der viser, om man er klar til det næste. Brug en konkret hændelse som belæg, når et tjek besvares, og spørg, hvordan andre oplevede den samme hændelse.
1Definer opgaven›
Mål: Gør det klart, hvad der skal gøres, og hvorfor vi har brug for hinandens viden, perspektiver og spørgsmål.
Psykologisk tryghed begynder med opgaven.
1A Beskriv Situationen, som den er
En fælles forståelse af, hvor vi står, så vi kan handle på det sammen. Beskriv både det gode og det svære. Tal også om, hvilken slags arbejde det er: rutinearbejde, komplekst arbejde eller udviklingsarbejde.
1B Tydeliggør Formål og mening
Hvorfor opgaven er vigtig, hvem den gør en forskel for, og hvorfor det er os, der har den.
1C Konkretiser Ambitioner og krav til løsningen
Hvad forsøger vi at opnå? Hvornår er det godt nok, og hvornår er det rigtig godt? Og hvor stor en indsats er passende?
Opgavetjek · Fra trin 1 til trin 2
Beskriver vi virkeligheden, som den ser ud for dem, der skal løse opgaven?
Ikke som vi håber, den er. Genkendelse giver resonans, lettelse eller begejstring: Man står ikke alene med det, man oplever. Det lyder som “ja, sådan er det” eller “det er rigtigt”. Resignation lyder som “du har ret” eller “det kan godt være”. Hvis ikke vi kan forstå hinandens virkelighed, er opgaven endnu ikke fælles.
2Aftal rammer›
Mål: Gør det tydeligt, hvad man må handle på, og hvor man får støtte.
Rammer er det, der faktisk sker, opmuntres eller tolereres i hverdagen. Det er ikke nok, at nogen har skrevet det i en personalehåndbog eller på en plakat. Gode rammer er forstået af dem, der skal arbejde sammen, de bliver overholdt, og de understøtter opgaveløsning, vidensdeling og samarbejde. En ramme er først stærk, når ansvar og mandat følges ad.
2A Afklar Hvem der er med, og hvad de har ansvar for
Både internt og eksternt. Hvem gør hvad, også når det går galt, og hvor meget den enkelte selv må afgøre. Det er mandatet, ikke titlen, der gør det trygt at handle. Vær opmærksom på, at også eksterne oplever, at deres rolle og ansvar er afklaret. Afklar også, hvad der ligger fast, hvad man selv kan påvirke, og hvem der kan ændre det, der ligger uden for den enkeltes eller gruppens mandat.
2B Vælg Arbejdsform og fremgangsmåde
Hvordan vi arbejder, beslutter og leverer sammen. Arbejdsformen skal passe til den slags arbejde, vi beskrev i trin 1. Rutinearbejde og innovativt arbejde skal sættes op forskelligt.
2C Efterse De normer, der allerede gælder
Normerne er der i forvejen, også når ingen har talt om dem, og de skrider, hvis ingen kigger efter. Spørgsmålet er, hvad vi faktisk har tolereret, siden rammerne blev aftalt. Her hører også aftalen hjemme om, hvilke fejl man må forvente i den slags arbejde, og hvad man gør, når de sker.
Rammetjek · Fra trin 2 til trin 3
Backbriefing: Kan vi høre, at opgaven og rammerne er forstået?
Bed dem, der skal løse opgaven, om at fortælle opgaven og rammerne tilbage med deres egne ord: hvad vi forsøger at opnå, hvordan et godt resultat ser ud, og hvad hver enkelt selv må afgøre. Det, der kommer tilbage, er det, der er forstået. Hør især efter, om rammerne er klare, støttende og accepterede. Kan de ikke sige, hvad de selv må afgøre, er ansvaret givet, men mandatet er ikke på plads. Hører vi noget andet, end vi sagde, skal vi tilbage til trin 1 og 2.
3Inviter deltagelse›
Mål: Gør det lettere at få relevant viden frem, også når den udfordrer det, vi regnede med.
Deltagelse handler om mere end at stille spørgsmål. Det handler om relationskvalitet og om, hvad folk ved. Det virker, men kun oven på fundamentet fra trin 1 og 2.
3A Tilrettelæg Rytme, varighed og form
Deltagelse er noget, vi gentager: ved opstart, ved afslutning, som faste check-ins på fx ugemødet eller ved dagens start, og når situationen kalder på det. Formen skal passe til arbejdet: kort stående møde ét sted, langt projektmøde et andet, online på Teams når folk sidder spredt, og fysisk når man kan. Varigheden skal passe: lang nok til, at det væsentlige kommer frem, og kort nok til, at vi ikke spilder tiden. Det rigtige greb på det forkerte tidspunkt forstyrrer arbejdet i stedet for at hjælpe det. Det gælder også inde i mødet, fra åbningen (hvad skal vi tale om, og hvordan går det) gennem det udforskende og frem til afslutningen (hvad sker der nu, og hvornår følger vi op).
3B Opsøg Det, vi ikke ved, og de perspektiver, der mangler
Også hos dem, der allerede sidder i rummet. Det kræver, at vi går efter det. En åben dør er ikke nok, fordi den lægger arbejdet hos den, der skal banke på. Opsøg det, og vær nysgerrig inden for den ramme, vi aftalte i trin 2. Det gælder gode og dårlige nyheder, ideer og indvendinger. Spørgsmålene skal åbne rummet frem for at bekræfte det, vi troede i forvejen. Og det skal være til at holde ud at være med til. Kedelige møder gør folk fraværende, og så kommer det, vi har brug for, ikke frem.
3C Balancer Hvem der kommer til orde, og i hvilken form
Turtagning og korte bidrag, så samtalen ikke domineres af dem, der taler først eller højest. Bidrag behøver ikke være mundtlige eller komme med det samme. Men formen har konsekvenser: hvordan vi sidder, hvor vi er, og om vi tager ting på mail. Mailtråde kan give sidespor, fastlåste positioner og for mange på cc. Mødes vi online, er chatten en mulighed for inddragelse, som ofte går tabt, hvis ingen bruger den.
Invitationstjek · Fra trin 3 til trin 4
Kommer det væsentlige frem, og bliver vi klogere af det?
Hvilken tvivl, viden eller indvending kom frem, og hvilke perspektiver mangler stadig? Det er ikke nok, at der bliver sagt noget svært, og det er ikke nok, at alle har haft ordet. Hvis nej, er invitationen ikke reel endnu, eller også er mødet tilrettelagt, så der bliver talt, uden at nogen bliver klogere. Tilbage til tilrettelæggelsen og til rammerne.
4Reager konstruktivt›
Mål: Vis gennem reaktionen, at det er værd at sige noget, også når det er svært.
Det er reaktionen på det svære, der afgør, om nogen siger det igen. Det er her, det oftest går galt. En afvisende reaktion lukker samtalen ned hurtigere, end man tror.
4A Anerkend Bidraget, og byg videre på det
Bidraget skal mødes, så det er tydeligt, at det blev hørt, uanset om det kommer vredt, tøvende eller upræcist. Spørg, hvad personen har set, før forklaringen eller forslaget vurderes. Afstigmatiser fejl, og byg videre på det, der bliver sagt.
4B Håndter Problemer værdigt og respektfuldt
Uddramatisk, forventet og med værdighed. Afklar, hvad der skal undersøges eller gøres, hvem der tager det, og hvornår der følges op. Tal også om det, hvis bidraget ikke fører til en ændring, og hvorfor. Vær opmærksom på mikroadfærden: tonefald, blik, pauser, hvem der bliver spurgt. Det betyder meget for fremtidige bidrag.
4C Reparer Og værn om relationer
Kintsugi-princippet, efter den japanske teknik hvor revner i keramik samles med guld: Relationer, der er repareret ordentligt, holder til mere. Sig undskyld. Ret op. Og vis det i det samarbejde, der følger.
Reaktionstjek · Fra trin 4 til trin 5
Blev det anerkendt, håndteret og repareret?
Reaktionen skal gøre samarbejdet bedre. Anerkendelse uden håndtering er høflighed. Håndtering uden reparation efterlader en regning, der betales senere. Hvis samarbejdet ikke bliver bedre af det, er det reaktionen, der skal øves.
5Bliv dygtigere sammen›
Mål: Vi kan mere næste gang, og vi kan holde til det.
Det er her, vi høster. Frugttræet øverst på trappen bærer bedre resultater, mere trivsel og styrket læring. De første fire trin er arbejdet med at passe træet. Trin 5 er der, hvor frugten bliver taget ned, delt og brugt, og hvor træet står stærkere til næste sæson.
5A Synliggør Fremskridt, resultater og læring
Når arbejdet er komplekst, kan vi ikke se vores egen fremgang, medmindre vi aktivt gør den synlig. Teresa Amabiles forskning i fremskridt viser, at små fremskridt er den stærkeste enkeltfaktor for en god arbejdsdag. Når fremskridt deles, så andre ser dem, lærer man desuden af hinandens erfaringer og ikke kun af sine egne. Og deles de udadtil, forstår omverdenen bedre, hvad vi laver, og hvad de kan forvente, både af resultater og af krav til deres samarbejde med dem, der løser opgaven.
5B Forankr Det, vi lærte
Læring, der kun sidder hos dem, der løste opgaven, forsvinder, hvis den ikke deles. Forankring sker ad to veje. Den ene er at omsætte det, vi har lært, til noget, vi gør anderledes næste gang. Den anden er at sætte folk i forbindelse med dem, der ved det, de har brug for, på tværs af teams og ud til kunder, borgere og samarbejdspartnere. Det er sådan, det, vi kan, bliver til noget, flere kan.
5C Værn Om, at vi kan blive ved
Som team, som organisation og som mennesker. Kapaciteten bygges i relationer og i måden, arbejdet er sat op på. Og den holder kun, hvis der er overskud, energi og lyst til at fortsætte.
Effekttjek · Fra trin 5 tilbage til trin 1
Kan vi mere nu end før, og hvordan ser situationen ud nu?
Bliver beslutningerne bedre, og kan vi handle på dem? Kan vi sætte et nyt samarbejde op hurtigere end sidst, også med mennesker, vi ikke har arbejdet med før? Arbejdet med Tryghedstrappen har flyttet noget, og opgaven ser anderledes ud, end da vi begyndte. Derfor begynder trappen forfra i trin 1 med en ny beskrivelse af, hvor vi står. Kan vi ikke mere end før, sad det, vi kunne, i den konkrete sammensætning og ikke i os. Falder fremdriften, så tilbage til bunden af trappen: opgaven og rammerne.
Modellen bygger på mere end 15.000 besvarelser om psykologisk tryghed fra over 170 målinger, indsamlet i praksis siden 2014.
Et værktøj til samarbejde
Tryghedstrappen er et arbejdsredskab til at se, hvor man står, til at blive enige om, hvad der skal ske nu, og til bagefter at undersøge, om det virkede. Den er for alle, der arbejder sammen med andre, hvad enten det er en projektgruppe, en ledergruppe, et vagthold, en bestyrelse eller en tværgående arbejdsgruppe. Og den kan bruges både i hverdagen og i situationer, hvor samarbejdet er nyt, som en fusion eller en ny ledergruppe.
Den viser, hvor man står, og hvad man skal tage fat på først, fordi de tidlige trin er forudsætninger for de senere. En klar opgave giver dialogen noget at handle om. Dialogen giver feedbacken en sammenhæng at blive forstået i.
Den samler to ting, der normalt behandles hver for sig. Struktur: Hvordan arbejdet er sat op, hvem der gør hvad, og hvordan vi beslutter. Adfærd: Hvordan vi reagerer på hinanden, når der bliver sagt noget svært. Ingen af delene virker uden den anden. Alle påvirker samarbejdet, og ledere og andre med indflydelse har et særligt ansvar for rammerne og for, hvad det kræver at sige noget højt.
Tryghedstrappen bygger på mere end 15.000 besvarelser om psykologisk tryghed fra over 170 målinger i organisationer, indsamlet i praksis siden 2014, og på Amy Edmondsons forskning. Christian Ørsted er fagredaktør på den danske udgave af Den frygtløse organisation og har skrevet forordet. Mere om forholdet til Edmondsons arbejde nederst på siden.
Måledataene viser et tydeligt mønster: 47 procent af teams er hjælpsomme, men tavse. På tværs af alle målinger scorer hjælpsomhed 5,7 ud af 7, mens åbne samtaler om det, der er svært, scorer 4,9. Tavsheden skyldes ikke nødvendigvis mangel på mod til at tale om det svære. Man kan være i tvivl om, hvorvidt det, man ved, overhovedet er vigtigt eller gør en forskel i den konkrete situation, hvis opgaven ikke er tydeligt defineret. Og i stedet for at efterspørge mere modig adfærd hos den enkelte kan vi se på struktur og kultur: om rammerne støtter, at vi får de rigtige samtaler. Derfor begynder trappen med opgaven og rammerne.
Om forholdet til Amy Edmondsons arbejde
Amy Edmondson har banet vejen for forskningen i psykologisk tryghed, og Lederens værktøjskasse i Den frygtløse organisation er den mest kendte beskrivelse af, hvad en leder kan gøre for at styrke den. Værktøjskassen har tre dele: Sæt de rigtige rammer, Invitér til deltagelse og Reagér konstruktivt.
Tryghedstrappen bygger på det arbejde og kan bruges sammen med værktøjskassen. Trin 3 og 4 overlapper med Edmondsons to sidste dele. Trin 1 og 2 folder den første ud i to trin og tilføjer det, målingerne viser oftest mangler, når dialogen begynder: en fælles beskrivelse af situationen, kravene til løsningen, roller og mandat, og arbejdsformen. Formålet og forventningerne til fejl er hos Edmondson; resten er nyt. Trin 5 er nyt og handler om det, samarbejdet skal give: at vi kan mere næste gang, og at vi kan holde til det.
Værktøjskassen er skrevet til lederen. Trappen er skrevet til alle i samarbejdet, fordi alle er med til at forme trygheden for dem, de arbejder sammen med. Hvert af de fem trin indeholder tre værktøjer, og mellem trinnene står et tjek, der viser, hvor samarbejdet står, og hvad der kan styrkes.
Arbejd med Tryghedstrappen
Modellen er kernen i foredraget og workshoppen Psykologisk tryghed i praksis og kan kombineres med en måling af trygheden i egen organisation. Ring på +45 70 27 47 40, eller skriv til [email protected].
